Hvor står din virksomhed online?

28/1 2020

Hvordan agerer I online?

Året er 2020, og det betyder, at der er et væld af muligheder online. Som virksomhedsejer med et hav af opgaver, kan det derfor være svært at navigere rundt i alle de muligheder, der ligger online. Denne artikel kan fungere lidt som en tjekliste til dig, der ønsker en større forståelse for de digitale muligheder online.

Sociale medier

Der kommer hele tiden nye sociale medier til – nogle vokser mens andre forsvinder igen. De seneste år er det særligt mediet TikTok (tidligere Musically), der er boomet. For nogle år så vi i en kort periode mediet Vine være ekstremt populært.

sociale medier

Det kan her være svært at forholde sig til, hvilke af de nye medier man skal gribe, og hvilke man skal lade ligge. Kommer man ind i de tidlige dage på de nye medier, kan der være meget at hente, fordi der er færre, der kæmper om at blive hørt. Dog er det jo ikke sikkert, at virksomhedens målgruppe er til stede på mediet.

Hvilke medier din virksomhed skal være til stede på, handler i høj grad om, hvor din målgruppe er, samt hvilke ressourcer du har til rådighed. Vores filosofi er, at du skal vælge dine kampe og bruge ressourcerne på de medier, hvor din målgruppe er. Sælger du svejsemaskiner, er Snapchat og TikTok ikke et godt valg.

Få styr på indsatsen med en content plan

I en travl hverdag kan det være svært at overskue, hvad du skal poste på dine SoMe-profiler. Her er det en god idé at få struktureret arbejdet. Det kan eksempelvis ske gennem en content-plan, hvor du laver en plan for dit indhold på dine forskellige kanaler.

En content plan bør indeholde:

  • – Medie

  • – Titel på opslaget

  • – Dato

  • – Ansvarlig

  • – Status

  • – Noter

  • Når du har styr på din content plan, kan du arbejde effektivt med opslagene. Opslagene kan sættes i kø, så de postes, lige når du ønsker det. Ved brug af en content plan sikrer du dig både, at du får lavet indhold til de sociale medier, men du gør det effektivt.

    Den betalte annoncering spiller en større rolle på de sociale medier

    Den betalte annoncering betyder mere og mere på de sociale medier. Den organiske rækkevidde minimeres via algoritmen. Derfor kan det som virksomhed være svært at nå ud til dine kunder på eksempelvis Facebook, hvis du ikke betaler for det. Medier som netop Facebook og Instagram har rigtig mange fremragende annonceringsmuligheder, hvilket er værd at overveje som virksomhedsejer. De betalte annoncer gør det muligt for dig at ramme dine kunder forskellige steder i købsrejsen.

    Før I kaster Jer ud i betalt annoncering på de sociale medier, anbefaler vi altid at læse op på det og eventuelt at alliere sig med en ekspert. Har du en medarbejder i virksomheden med kendskab til sociale medier, kan det være oplagt at uddanne vedkommende i den betalte del også.

    Website

    Betydningen af et website ændrer sig hele tiden. Vi ser desværre stadig, at mange virksomheder blot har hjemmesiden som et visitkort og ikke bruger den aktivt. Har I for eksempel i virksomheden tænkt over, hvordan I kan lave content marketing gennem artikler/blogindlæg? Her har I mulighed for at opfange brugeren allerede tidligt i købsrejsen.

    Mobile-first

    Et begreb der er blevet introduceret de seneste år er mobile-first. Det er kommet af, at andelen af mobiltrafik på nettet er vokset. Det stiller et krav til, at din hjemmeside skal fungere 100% til mobile enheder. I nogle brancher som eksempelvis e-commerce, kan det være nødvendigt at udvikle hjemmesiden på baggrund af mobilversionen – heraf mobile-first. Hvis I har opsat Google Analytics, kan i konkret set, hvor stor en del af virksomhedens besøgende, der kommer fra mobil.

    Det handler i høj grad også om at tænke over den adfærd, brugerne har, når de benytter mobilen. Det kan være tidligt i købsrejsen, når de researcher i frokostpausen, men det kan også være for at gennemføre et køb her og nu. Det kan være givtigt at lave en analyse af, hvilken rolle mobilen spiller for Jeres kunder, så I kan indtænke det i marketingstrategien.

    Bruger I video?

    Video er et format, der lige nu hitter stort. Det gør det på baggrund af, at mange hellere vil se en video end at læse en lang side. På en video kan budskaber udtrykkes kort og kontant. Dermed ikke sagt, at artiklen (som denne) ikke har værdi – nogen vil stadig foretrække at læse. Har I ressourcerne til det, er det klart en fordel, hvis I arbejder med både tekst, billede og video.

    Videoer hitter stort på de sociale medier, hvor de typisk afspilles af sig selv. Når I bruger video er det en god måde at fastholde brugeren på, så I kan få præsenteret Jeres budskab. Husk altid at tekste Jeres videoer. I henhold til afsnittet om Mobile-First ser mange videoerne på mobilen, og der er det ikke altid, at man lige kan skrue op for lyden.

    Afrunding

    Det var vores tanker omkring, hvordan I kan arbejde med den digitale tilstedeværelse i 2020. Den kan med fordel bruges som en tjekliste til virksomhedsejeren, der gerne vil sikre sig, at virksomhedens digitale tilstedeværelse forbedres i 2020.


Skal vi arbejde sammen?

Lad os tage en snak om dine muligheder!

Tom Jonsen

Direktør

+45 7190 7153

tom@virkdoktor.dk